Du står for lidt ved kaffemaskinen

Det er ude ved kaffemaskinen, at det hele sker. Som ung og ambitiøs kan vi godt glemme det, fordi vi har travlt med at sidde og arbejde ved vores bord.

“Jeg havde ikke forstået, at herinde bag skrivebordet kan jeg bare producere noget, men det flytter ikke organisationen. Det er bare deadlines, jeg sidder og lukker”, sådan starter Annette Klausen Bengtsson, ekspert i at hjælpe mellemledere med at lede opad, da jeg spørger hende om samtalen som ledelsesværktøj.

Beslutninger bliver ikke taget i mødelokalet

“Samtalen ved kaffemaskinen er vigtig,” fortsætter Annette: “fordi det er ude ved kaffemaskinen, at alle beslutningerne bliver truffet. Nej, nej, det er ikke i mødelokalerne; nej, der bliver de bare formaliseret”.

Samtalen om det, vi umiddelbart ikke tror, er vigtigt, foregår meget ofte ved kaffemaskinen, fordi det er her, vi tager den ‘uskyldige’ small talk med henkastede spørgsmål. Det er et uformelt rum til en personlig kontakt. Et møde mellem mennesker i en gensidig undersøgelse af, hvad vores liv og arbejde handler om, og hvordan vi skal håndtere begge dele. På den måde skaber samtalen forståelse og psykologisk tryghed, og det er i denne interaktion, din ledelse ligger. For det vi alle sammen ønsker mest af alt, er at blive hørt – at få andre til at lytte til os – sådan rigtig lytte efter – og forstå vores behov og bekymringer. Eneste forudsætning er, at du er oprigtig interesseret.

“Jeg havde en knaldgod chef, der virkelig forstod at bruge samtalen i sin ledelse. Han vidste altid, hvad der foregik i organisationen, og han kunne altid pege på, hvor problemet lå”, fortæller Annette og griner af sig selv: “En dag sagde han til mig ‘Annette, du står for lidt ved kaffemaskinen’. Jeg var ved at falde ned af stolen, da han sagde det. Kunne han ikke se, at jeg ikke havde tid til det pjat – og iøvrigt er jeg ikke den store kaffedrikker. Min chef drak heller ikke selv kaffe, men alle, der har børn, ved, at cola til forveksling ligner kaffe, så om morgenen trak han en cola i automaten og hældte den op i sin kaffekop, og så gik han rundt på gangene, bankede på og gik ind og satte sig med et ‘Nå, hvordan går det her?'”.

Samtalen skaber tillid

“Når han på den måde gik sin morgenrunde, fik han alle mulige informationer, som han kunne bruge til noget. Og så sluttede han af med at spørge ‘Er der noget, jeg kan gøre for dig, for at tingene bliver bedre i din ende?’.  Og det her spørgsmål – som mange ledere er bange for at stille – overrasker folk, og det gør relationen tættere. Det skaber tillid med en ‘nå, okay, han gider godt hjælpe mig’. Der bliver skabt en god relation, der bliver skabt tillid. Det betyder, at det bliver meget lettere, når nu han kommer med en opgave eller et problem. Han smider i banken. Han får information. Han kommer tættere på alle ender i organisationen. Han får let et projekt igennem.

Når han spørger en medarbejder ‘hvad tænker du om det?’, så er det nemt for dem at sige ‘hey, der er lige de her huller, du skal være opmærksom på’. Det giver ham mulighed for at rette til og vise dem det igen. Og når han så sidder i mødelokalet, hvor beslutningen skal træffes, og han viser sin nye plan, så sidder der allerede x antal rundt om bordet, som har set det før og tænker, det er en god idé, nikker til det og kan sige ja, det gider vi godt det der”.

At samtale er ledelse

“Det der med at sam-tale er for mig at se ledelse på højt plan,” sammenfatter Annette Klausen Bengtsson med: “En leder, der tør tage samtalen, har fat i den lange ende. Ja, der gik lang tid, før det gik op for mig, hvad han lavede. Skal han ikke arbejde eller hvad? Han render bare rundt der med sin cola og fiser husleje af. Jeg var mega provokeret, indtil det gik op for mig, at han havde fat i den lange ende. Han vidste nemlig altid, hvad der foregik i organisationen. Han kunne altid sige, hvor problemet lå. Han lærte mig noget meget vigtigt”.

Annettes tre gode råd til dig, der vil bruge samtalen strategisk

  1. Sæt tid af til samtale og prioriter samtalen på højde med dine andre opgaver.
  2. Tillad dig selv at være nysgerrig, og lyt mere, end du taler.
  3. Begynd at samtale med andre, end du plejer, og se, hvad der kan byde ind med.

Du kan læse mere om Annette Klausen Bengtsson på www.klausenbengtsson.dk

Hvis du er interesseret i at høre mere om, hvordan I kan bruge samtalen strategisk, skabe tillid og få synlige resultater for både virksomhed, kultur og medarbejdere, så book mig på 30 24 84 28.

Vil du være sikker på at få fingre i alle posts om samtalen og de gode råd, så skriv dig op her til serien, som sendes løbende i mit nyhedsbrev.